(+45) 86610721
mail@komail.dk
Ulvevej 24b
7800 Skive

Nyt fra Dyrlæger & Ko

Dette nyhedsbrev står i smittebeskyttelsens tegn. Blandt andet hvorfor dyrskuer er en smittemæssig risiko, 3-ugers regel for salmonellaprøver og SEGES’ skilte om smittebeskyttelse.   

Klar til sommerens dyrskuer

Der er en helt grundliggende risiko ved at samle dyr fra forskellige besætninger. Dette skyldes flere forhold.

Først og fremmest fordi dyrene, selv om de er sunde og fungerer normalt, kan være smittet med nogle smitsomme sygdomme. For eksempel kan dyrene være smittet med B-streptokokker, Salmonella dublin, Mycoplasma bovis, digital dermatitis, ringorm osv. uden, at det er synligt for det blotte øje. 

Det kan også være et problem, at dyrene har forskellig immunstatus. Dyrene kommer fra forskellige besætninger og har derfor hidtil i deres liv mødt forskellige sygdomsfremkaldende bakterier, virus og parasitter. Når dyrene så møder smitstoffer fra andre besætninger, kan deres immunforsvar komme på en prøve. 

Til sidst er et dyrskue en potentiel stressfaktor for kvæg. Dyrene kommer ud på transport og efterfølgende opstaldet i nye omgivelser og møder nye artsfæller og mennesker. Stress kan påvirke immunforsvaret i negativ retning. Et svækket immunforsvar øger risikoen for sygdom. 

Til trods for risikofaktorerne, vil vi fra Dyrlæger & Ko alligevel gerne støtte op omkring landets dyrskuer. 

Vi mener, at hvis man tager sine forholdsregler og i øvrigt selvfølgelig overholder de gældende regler, så kan deltagelse godt ske med forholdsvis lille risiko. 

Ikke alt kan dog klares gennem regler og prøver. Der ligger et stort ansvar hos den enkelte besætningsejer. Har man den mindste mistanke om sygdomsproblemer i egen besætning eller har man for nylig haft problemer, som ikke har kunnet forklares, bør man kraftigt overveje om deltagelse, er det rigtige. Ikke kun for sin egen skyld – men også for alle de andres skyld. 

Uanset om du er aktiv udstiller eller ej, så vil vi hos Dyrlæger & Ko gerne ønske alle vore kunder rigtig god fornøjelse til sommerens dyrskuer!

Husk 3-ugers reglen ved Salmonellaprøver

Når der udtages blodprøver for Salmonella dublin, skal dyrene have opholdt sig i besætningen i mindst 3 uger. Det gælder alle typer af prøver og på alle typer af bedrifter. Kravet trådte i kraft 1. januar 2019. 

Skilte om smittebeskyttelse

SEGES har udarbejdet 3 skilte, som  forklarer besøgende hvordan de skal forholde sig inden, under og efter adgang til en besætning. Skiltene kan printes direkte fra landbrugsinfo. Gå ind under kvæg, sundhed og dyrevelfærd og vælg smittebeskyttelse. Se under artikler, eller i højre side af skærmbilledet. 

Dyrlæger & Ko i medierne

Vi har løbende faglige artikler i fagblade som KVÆG, Bovilogisk Tidsskrift og Kødkvæg. 

Holder du ikke bladene, eller kunne du tænke dig at gense en af artiklerne, så findes de på Dyrlæger & Ko´s website www.dyrlaegerogko.dk og på vores Facebook profil www.facebook.com/dyrlaegerogko/